Jeg erkender at overskriften måske er en anelse kringlet, jeg sad i bedste Peter plys stil og grublede og grublede over hvad hulen jeg skulle kalde den. Hvis jeg skulle have holdt mig til en simpel Peter Plys overskrift skulle den have hedder noget i stil med ”Vrøvl som kloge folk med titler siger, omkring ADHD” eller noget i den dur.

Da jeg blev diagnosticeret med ADHD var det eneste jeg egentlig vidste omkring ADHD meget lidt faktisk. Jeg havde det her stereotype billede af en dreng der løb rundt i klasselokalet og lavede ballade. Okay måske var det lidt mere nuanceret end det, da jeg har arbejdet en del år i psykiatrien, men min viden var meget overfladisk. Da jeg elsker videnskab, besluttede jeg mig for at dykke ned i hvad forskningen egentlig mente omkring de her fire bogstaver som jeg havde fået tildelt ud fra nogle objektive symptomer og et spørgeskema.

Allerede da jeg læste det første store review omkring dopamin, der pegede på at der ikke var hverken evidens eller konsensus for denne påstand begyndte jeg at forstå at, der rent videnskabeligt var stor uenighed. Nogle studier kunne påvise problemer eks. med en dopamin receptor, og andre kunne ikke finde noget galt, og de forskellige review var ekstremt vage i deres konklusioner. Ofte skulle de i konklusionen lave mange målinger der tog hensyn til alverdens variationer og afvigelser i kontrolgrupper og forsøgsgrupper for overhovedet at komme til noget der lignede en konklusion der påviste en signifikans

Jeg faldt i min søgen over en filosof der hedder Gordon Tait, som har lavet nogle super fede artikler. I den ene hiver han citater ud fra studier og debatter omkring ADHD og kigger på det ud fra argumentations teori

Formålet med denne artikel er enkelt: at gøre dig i stand til at genkende de logiske kneb, der bliver brugt, når folk (læger, forskere, debattører, forældre, patientforeninger) taler om ADHD – uanset hvilken side de står på

Logiske fejlslutninger

Inden for filosofien har vi et område der fokuserer på argumentationsteori og logik. Filosofferne satte argumentation i system, faktisk helt tilbage fra Sokrates tid. En af de klassiske bøger inden for argumentationsteori er Stephen Toulmins ”An Introduction to Reasoning”. I den sætter Toulmin en formel op for hvordan man laver et godt argument. Når vi laver en påstand omkring noget, kan den helt simple formel se sådan her ud:

Belæg (enten et eller flere) –> påstand (claim)

Eks.

flere og flere af dansk børn får konstateret ADHD (påstand)

Nyere forskning foretaget af rigshospitalet i 2024 kommer til samme konklusion (belæg)

Det her er super simpelt, fordi i Toulmins model vil der også være: rygdækning, hjemmel, og en styrkemarkør til at bakke den påstand du har fremsat op. Men for at gøre det overskueligt har jeg valgt kun at inddrag påstand og belæg.

Dog er det vigtigste at huske her at det er den der fremlægger påstanden der har ”the burden of proof”. Hvis du kommer med en påstand (claim), så er det dig der har ansvaret for at kunne påvise at din påstand er korrekt. Dog kan modtager af argumentet vælge at benytte ”principle of Charity”

”The principle of charity suggests we should assume good intentions about others and their ideas, and give them the benefit of the doubt before criticising them” – – Ethics.org

Et argument kan generelt set deles op i to forskellige lejre, det ene er et deduktivt, og det andet er et induktivt. Hvad mener der så med det. Tait tager i forhold til de deduktive argumenter, udgangspunkt i Aristoteles syllogism. Aristoteles syllogisme betyder at man udleder en konklusion, sin påstand, ud fra to belæg.

Deduktivt argument

Formel for argumentet

Eksempel
All A are B (belæg) Alle hyperaktive børn har ADHD
All B are C (belæg) Alle børn der har ADHD har brug for Ritalin
So, all A is C (påstand) Alle hyperaktive børn har brug for ritalin

 

Selve konklusionen her er egentlig sand ud fra et argumentationsteoretisk synspunkt, men når vi står overfor sådan et argument så bliver vi nød til at tænke dybere og sige, måske er de belæg som påstanden bygger på ikke helt sandfærdige. Og så er det her vi bør sige ”interessant, kan du uddybe dine belæg? eller Hvor har du din viden fra?

Induktivt argument (eller en induktiv fejlslutning)

“The conclusion to this argument may well be true (assuming you accept the notion of ADHD), and the premises may well be true, however those premises do not lead to the conclusion, and consequently the argument is neither sound nor valid.” Tait, 2008

Det Tait siger, er at et induktivt argument måske er sandt, men at de belæg der er givet for påstanden leder ikke til den konklusion der bliver givet. I nedenstående eksempel burde konklusionen have været så, alle uartige børn kan have ADHD, men det bliver i stedet en generalisering der siger at alle børn kan have ADHD, og det er i sig selv også korrekt, men det passer ikke med de belæg der bliver fremlagt.

Formel for argumentet

Eksempel
All A is C Alle Børn kan være uartige
All B is C Alle dem med ADHD kan være uartige
So, All A is B Så, alle børn kan have ADHD.

 

Det minder mig om en anden berømt induktiv fejlslutning fra et Holberg stykke

Erasmus Montanus siger i Jeppe på Bjerget han kan trylle morlille om en til sten: ”En sten kan ikke flyve, og Mormille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten”. Her bliver moderen meget ked af det fordi hun nu er en sten og Erasmus må nu ændre sit argument for at hans Mor ikke er en sten mere. Her er den logiske struktur ugyldig fordi man ikke kan drage en konklusion ud fra to negative præmisser.

Taits artikel adresserer primært de induktive logiske fejlslutninger. Jeg har forsøgt at stille dem op i et skema så de er lidt mere overskuelige. Jeg vil i den efterfølgende tekst kort redegøre for hver af dem.

Mit mål med at gå i dybden med de forskellige fejlslutninger er at den kvikke læser måske selv kan begynde at se nogle af de her argumenter i de ting der skrives på de sociale medier eller andre steder.

 

Fejlslutning (fallacy)

Forklaring

Typisk ADHD-eksempel (fra virkeligheden)
Gyldne middelvej (Golden Mean Fallacy) Sandheden ligger altid på midten mellem to yderpositioner

Nogle siger ADHD ikke findes, andre siger alle har det – så er det nok 5 %
Falsk årsag (False Cause/ Post hoc) A sker før B → A må have forårsaget B Barnet fik Ritalin og blev rolig → ADHD er bevist dopamin-mangel
Svag analogi (Weak Analogy) Sammenligner ADHD med noget, det ikke ligner ADHD er præcis som diabetes – man mangler dopamin, ligesom diabetikere mangler insulin
Falsk dikotomi (False Dichotomy) Kun to muligheder findes Enten medicin eller kaos i skolen
Appel til autoritet (Appeal to Authority) Eksperterne siger det, så er det sandt APA/DSM siger ADHD er en hjernesygdom – punktum
Personangreb (Ad Hominem) Angriber personen i stedet for argumentet Du er imod medicin? Så er du bare scientolog eller uvidende forælder
Stråmandsargument (Straw Man) Forvrænger modstanderens holdning for at skyde den ned “De der er imod Ritalin vil have børn til at lide” (i virkeligheden siger kritikerne bare: bevis det først)
Cirkelargument (Begging the Question) Bruger konklusionen som bevis for sig selv ADHD eksisterer, fordi symptomerne passer til DSM – og DSM er rigtig, fordi den beskriver ADHD
Overgeneralisering (Hasty generalisation) hvor man drager en bred konklusion om en hel gruppe baseret på for lidt eller atypisk bevis “Jeg har set 3 børn blive bedre af medicin” → medicin virker på alle
Rød sild (Red Herring) Skifter emne for at undgå det rigtige spørgsmål “Ja, men tænk på alle de børn, der får det bedre i skolen med medicin!” (når man spørger efter langtidsbivirkninger)

 

I den næste del af artiklen (del 2), vil jeg gennemgå de forskellige logiske fejlslutninger, og komme med eksempler på hvordan de bliver brugt i ADHD debatten.

Håber i har holdt ud indtil nu :D