Udarbejdet af Lasse Felsted Petersen

Selvom SRD-hypotesen (og Sanders’ kognitive-energetiske model) har masser af støtte – især fra Go/No-Go og CPT-studier med varierende event rate – så er den ikke uden kritik.

For det første forklarer modellen bedst inattention under kedelige, langtrukne opgaver, men er svagere på impulsivitet og hyperaktivitet i spændende situationer (Sonuga-Barke et al., 2010). Derfor foreslår mange i dag “multiple pathway”-modeller, hvor SRD kun er én del af puslespillet – sammen med executive dysfunction (Barkley) og delay aversion (Sonuga-Barke).

For det andet er effekterne ofte kontekstafhængige og ikke altid lige stærke, især hos voksne med ADHD eller den inattentive subtype (Kofler et al., 2013). Og endelig kan modellen være lidt for “fleksibel” – det er svært at modbevise, fordi man altid kan sige “arousal passede bare ikke til opgaven” (Taylor & Rogers, 2008).

Alt i alt er SRD stadig en stærk model til at forklare, hvorfor ADHD-symptomer er så situationsafhængige, men den står stærkest, når den kombineres med andre teorier.

Dertil kommer at når vi snakker omring No-No-go tests som bliver brugt til at validere SR testen, så er det velkendt at børn med ADHDs hjerner modnes en smule langsommere end deres jævnaldrende, det vil sige at når man laver tests, burde der tages højde for denne variabel i studiet. Det kan være derfor at nogle studier med børn ofte at Alderstilsvarende børn med ADHD har mindre inhibering. Denne evne kommer dog senere, og er faktisk helt udjævnet hos voksne. (shaw, 2007)

Efter litteraturlisten er der, til de nysgerrige og nørderne, lavet et lille overblik over de studier der kritiserer Modellen.

Opsummering:

Vores rejse startede med forskellige modeller, og ledte over til Sanders CEM model. Herefter udforskede vi hvordan CEM relaterede sig til ADHD, og her gjorde vi bekendtskab med de to Hollandske forskere Van der Meere og Sergeant, som var to af hovedskaberne af state regulation modellen. Vi gik i dybden med hvor det var at børn med ADHD havde et andet præstationsniveau end neurotypiske børn.

Når jeg formulerer mig på den måde er fordi vi bliver nød til at være kritiske omkring sproget. I de opstillede rammer som et studie udgør klarer de sig anderledes end de neurotypiske børn. Men det har rigtig meget med rammerne og gøre. Dog er det også vigtigt at have in mente i forhold til børn at børn med ADHD udvikler sig lidt langsommere end deres jævnaldrende.  (shaw, 2007)

Mange af de inhibitionsproblemer, man ser hos børn med ADHD i Go/No-Go og Stop-Signal tasks, kan forklares med, at præfrontale områder modner 3–5 år senere end hos neurotypiske børn (Shaw et al., 2007). Når hjernen indhenter det meste af forsinkelsen i teenageårene og tidlig voksenalder, forsvinder eller mindskes inhibitions-deficitet ofte – og det, der er tilbage, er primært problemer med at holde den rette energetiske tilstand (state regulation).

En af de største udfordringer for Barkleys executive dysfunction-model er, at inhibitions-deficit (målt med Go/No-Go eller Stop-Signal tasks) ofte forsvinder eller bliver meget lille hos voksne med ADHD (Pievsky & McGrath, 2018; Mostert et al., 2018). Det man derimod konsekvent ser – både hos børn og voksne – er en markant forøgelse i reaktionstids-variabilitet og en forværring af præstationen, når tasken bliver lang eller kedelig (Kofler et al., 2013). Det passer perfekt med Sanders/SRD-modellen: problemet er ikke, at man ikke kan stoppe en respons – men at man har svært ved at holde den rette energetiske tilstand længe nok.

Så vi kan konkludere at børn og voksne med ADHD har svært ved at holde fokus på en opgave der for dem virker kedelig, og de kan ikke som andre neurotypiske individer bare ved ren viljestyrke blive ved med at holde fokus på opgaven, det vil sige at de ikke kan allokere tilstrækkeligt (activation + effort) energetiske ressourcer. Så rent pædagogisk kan det her være ret nyttigt viden. Fordi børnene eller de voksne for den sags skyld mister ikke fokus af ond vilje. Deres hjerner er simpelthen ikke designet til at kunne holde opmærksomhed på en opgave der ikke er interessant for dem. Hvorfor de ikke kan det nævner forskningen ikke noget om. Det er noget jeg senere agter at dykke ned i, men for nu håber jeg at læseren vil gå herfra med en fornyet forståelse af modellen og dens relation til ADHD.

Opsummering:

Cortese, S., Adamo, N., Del Giovane, C., et al. (2023). Comparative efficacy and tolerability of medications for attention-deficit hyperactivity disorder in children, adolescents, and adults: A systematic review and network meta-analysis. The Lancet Psychiatry, 10(9), 686–698. https://doi.org/10.1016/S2215-0366(23)00209-6

Hockey, G. R. J. (1997). Compensatory control in the regulation of human performance under stress and high workload: A cognitive-energetical framework. Biological Psychology, 45(1–3), 73–93. https://doi.org/10.1016/S0301-0511(96)05223-4

Kofler, M. J., Rapport, M. D., Sarver, D. E., et al. (2013). Reaction time variability in ADHD: A meta-analytic review of 319 studies. Clinical Psychology Review, 33(6), 795–811. https://doi.org/10.1016/j.cpr.2013.06.001

Maolin, Y. (2024). Additive Factors Method. In: The ECPH Encyclopedia of Psychology. Springer, Singapore. https://doi.org/10.1007/978-981-99-6000-2_698-1

Mostert, J. C., Shumskaya, E., Mennes, M., et al. (2018). Characterising the severity of ADHD with a composite symptom and neurocognitive endophenotype. Neuroscience & Biobehavioral Reviews, 91, 184–195. https://doi.org/10.1016/j.neubiorev.2017.12.009

Pievsky, M. A., & McGrath, R. E. (2018). The neurocognitive profile of attention-deficit/hyperactivity disorder: A review of meta-analyses. Archives of Clinical Neuropsychology, 33(2), 143–157. https://doi.org/10.1093/arclin/acx055

Pribram, K. H., & McGuinness, D. (1975). Arousal, activation, and effort in the control of attention. Psychological Review, 82(2), 116–149. https://doi.org/10.1037/h0076780

Sanders, A. F. (1983). Towards a model of stress and human performance. Acta Psychologica, 53(1), 61–97. https://doi.org/10.1016/0001-6918(83)90016-1

Sergeant, J. A. (2005). Modeling attention-deficit/hyperactivity disorder: A critical appraisal of the cognitive-energetic model. Biological Psychiatry, 57(11), 1248–1255. https://doi.org/10.1016/j.biopsych.2004.09.010

Shaw, P., Eckstrand, K., Sharp, W., et al. (2007). Attention-deficit/hyperactivity disorder is characterized by a delay in cortical maturation. Proceedings of the National Academy of Sciences, 104(49), 19649–19654. https://doi.org/10.1073/pnas.0707741104

Sonuga-Barke, E. J. S., Bitsakou, P., & Thompson, M. (2010). Beyond the dual pathway model: Evidence for a new developmental pathway for ADHD. Development and Psychopathology, 22(2), 365–376. https://doi.org/10.1017/S095457941000011X

Sur, S., & Sinha, V. K. (2009). Event-related potential: An overview. Industrial Psychiatry Journal, 18(1), 70–73. https://doi.org/10.4103/0972-6748.57865 (PMC: https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC3016705/)

van der Meere, J., Shalev, R., Börger, N., & Gross-Tsur, V. (1995). Sustained attention, activation and inhibition in ADHD: A psychophysiological study. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 36(8), 1447–1463. https://doi.org/10.1111/j.1469-7610.1995.tb01688.x

van der Meere, J., Gunning, B., & Stemerdink, N. (1996). The effect of methylphenidate and clonidine on response inhibition and state regulation in children with ADHD. Journal of Child Psychology and Psychiatry, 37(5), 577–583. https://doi.org/10.1111/j.1469-7610.1996.tb01443.x

Kritikpunkt
Hvem siger det + kort forklaring
Reference (APA)
Ikke alle ADHD-symptomer forklares
 SRD forklarer godt inattention og variabel præstation under kedelige opgaver, men er svag på impulsivitet/hyperaktivitet i høj-motiverende situationer. Den overser ofte motivationsfaktorer som delay aversion. Sonuga-Barke et al. (2010) – foreslår “dual pathway” model, hvor SRD kun er én vej.

Nigg (2010) – SRD er for “bottom-up” og ignorerer top-down executive deficits.
Effekter er kontekstafhængige og ikke altid replikerbare
 Event rate-effekter (langsom vs. hurtig præsentation) er robuste, men ikke altid signifikante i alle studier, især hos voksne med ADHD eller inattentive subtype. Kofler et al. (2013) – meta-analyse viser moderat støtte, men stor variation. Metin et al. (2012) – meta-analyse: effektstørrelser er små-moderate.
Overlappende med andre modeller
 SRD og executive dysfunction (Barkley) eller delay aversion (Sonuga-Barke) forklarer ofte de samme fund, men på forskellige måder – modellen er ikke “unik” nok. Castellanos et al. (2006); Willcutt et al. (2012) – multiple pathway-modeller er nødvendige.
Begrænset falsificerbarhed
 Modellen er svær at modbevise, fordi man altid kan sige “arousal var ikke optimalt” – den er for fleksibel. Taylor & Rogers (2008) – kritisk review af ADHD-teorier: SRD er ikke tilstrækkeligt falsificerbar efter Popper-kriterier.
Svag hos voksne og visse subtyper
 Effekterne er mest tydelige hos børn; hos voksne med ADHD ses ofte mere executive deficits end pure state regulation-problemer. Hervey et al. (2004); Wiersema et al. (2006) – state regulation holder bedre for børn end voksne.