Udarbejdet af Lasse Felsted Petersen

I min jagt på at finde ud af hvad ADHD er, stødte jeg på flere forskellige modeller der forsøger at give en forklaring. Indtil videre har vi været igennem EDT (exectutive dysfunktions-teorien), af Barkley og nu vil jeg lave en tour de force igennem state-regulation modellen. I virkeligheden burde modellen nok hedder ”wow det er kedeligt, det gider min hjerne ikke lave”. Fordi i bund og grund handler state- regulation teorien om at vi med ADHD har svært ved at regulere vores arousal og vores effort når vi skal lave noget der er kedeligt. Det betyder altså at vi hverken er dovne eller mangler rygrad, når vi mister koncentrationen midt i opvasken, eller går kold midt i vasketøjet. Det er sådan vores hjerne er designet.

State Regulation modellen er baseret på Andries Frans Sanders mest citerede værk. Nemlig hans publikation ”Towards a model of stress and human performance” fra 1983 og ja den er jævnt kedelig, og fik mig til at falde i søvn mere end én gang, så du skal virkelig være interesseret i at læse baggrundsmateriale til den her artikel for at gå i kast med den.

Sanders formål med at skrive artiklen var motiveret af et forsøg på at beskrive og forklare de kognitive og fysiologiske konsekvenser af psykologisk stress i forhold til performance. Så teksten har udover at være brugt til at lave state- regulation teorien også været instrumental til at forklare stress. Selve State regulation teorien blev udviklet af bla. Van der Meere og Sergeant mfl.

Sanders trækker på to hovedstrømninger indenfor litteraturen til at beskrive bearbejdning af information. Den ene tilgang trækker tråde tilbage til Donders (1868), og omhandler primært kognitive strukturer, som beskrives som ”stages”, eller på dansk stadier. Denne tilgang er primært interesseret i det flow af information der foregår imellem at organismen bliver udsat for en stimulus, til at det pågældende stimuli bliver til en respons, et eksempel kunne være at du trådte på en legoklods (stimuli), det gør ondt og du flytter derfor foden (motorisk respons). Her vil man kun kigge på de kognitive processer imellem Stimuli og Respons.

Den anden strømning som Sanders er inspireret af kommer fra Kûlpe (1895) og omhandler processing capacity, eller på dansk, informationsbearbejdning. Teorien er at den menneskelige organisme har en begrænset bearbejdningskapacitet i forhold til information. Så man fokuserede hovedsageligt på at finde frem til begrænsningerne og forsøgte at måle disse. Hvordan de måler dem kommer jeg ind på lidt senere

For at forstå Sanders Cognitive energetic model (CEM) skal vi forstå de modeller som han bruger til at bygge sin model ud fra.

Lineær stage modeller og Kapacitetsmodeller

Jeg erkender at det bliver en smule langhåret, men jeg vil forsøge at gøre det så forståeligt som muligt. Jeg vil i dette kapitel forsøge at gøre rede for to modeller, nemlig Lineær stage og kapacitetsdrevne modeller, samt info omkring Sternbergs additiv faktor metode.


Lineær stage modeller

”The basic aim of these models is a description of information flow through the organism as a sequence of processing stages mediating the transformation from signals into responses” – Sanders, 1983

Den måde man klassisk kiggede på informationsflowet, i lineære stage modeller var helt simpelt at trække én RT (reaction time) fra den anden. Eks. En klassisk Go/no-Go test, hvor man havde to forsøgsgrupper, eks. en gruppe med ADHD og en uden. Så tog man ADHD gruppens RT og trak den fra kontrolgruppens, og den differens der var, udgjorde resultatet.

Donders, som jeg omtalte tidligere var meget interesseret i informationsflow, og derfor lavede han en lidt anden formel som hed N+1 og N stages. Hvis du som mig hader matematik og tænker, hvad i alverden handler det her om så lad mig forsøge at illustrere det.

I en go/no-go test skal forsøgspersonen reagere på et “go”-signal og undlade at reagere på et “no-go”-signal. Lad os sige, at vi har to grupper af forsøgspersoner:

Gruppe A: Skal trykke på en knap, når de ser et grønt lys (go), og undlade at trykke, når de ser et rødt lys (no-go).
Gruppe B: Skal trykke på en knap, når de ser et grønt lys (go), og undlade at trykke, når de ser et rødt lys (no-go), samtidig med at de skal tælle baglæns fra 100 i tre sekvenser.
I dette tilfælde har Gruppe B en ekstra kognitiv belastning (at tælle baglæns), som potentielt kan påvirke deres evne til at inhibere responsen på “no-go”-signalet 1.

Hvis vi måler reaktionstiden (RT) i begge grupper, kan vi bruge subtraktionsmetoden til at estimere, hvor lang tid det tager at udføre den ekstra kognitive proces (at tælle baglæns):

Eksempel:
Gennemsnitlig RT for Gruppe A (kun go/no-go): 500 ms
Gennemsnitlig RT for Gruppe B (go/no-go + tælle baglæns): 800 ms
I dette tilfælde vil den estimerede tid for den ekstra proces være 800 ms – 500 ms = 300 ms.

Altså er det her en ekstremt simpel måde at betragte det på, fordi der er så mange forskellige faktorer, som slet ikke er indregnet i forsøget. Den kognitive belastning det er at skulle bearbejde den store talmængde i arbejdshukommelsen er slet ikke medregnet. Det eneste modellen reelt siger noget om, er hvor meget mere tid gruppe B skal bruge i forhold til gruppe A.

Sternberg (1969) additive faktor metode

According to the Additive Factors Method, the time required to complete a task is the sum of the time required for a set of information processing stages. If a number of factors that can affect the time required to complete a task are found, by using these factors, either alone or in pairs, in experiments, changes in the time required to complete the task can be observed.

The logic of the Additive Factors Method is that if the effects of two factors are mutually constraining, that is, the effects of one factor can change the effects of the other, then these two factors act on the same information – Maolin, 2024

Shit det bliver langhåret det jeg, og jeg sad selv og rev mig i håret for at fatte det her. Men lad mig se om jeg ikke kan forklare det lidt mere pædagogisk. Sternbergs additive factor process antager at alle processer foregår i serier. Hvis vi forestiller os at hjernen bruger en helt bestemt proces til at bearbejde en stimulus, fra den registreres som input, til der reageres på den. Hvis vi så under et forsøg ændrer på én variabel, så den del af serien skal arbejde hårdere, og den ændring kun ændrer outputtet med det samme antal sekunder som jeg har lavet det sværere, så ved jeg at jeg kun har påvirket den del af sekvensen jeg antog.

Hvis så vi vælger at påvirke to variabler, og de to variabler kun lægger den tid oveni som vi antog på forhånd, så ved vi at de har påvirket forskellige serier i hjernen.

Hvis de derimod interagerer, altså at det pludselig tager endnu længere tid end vi antog, så ved vi at de to variabler har påvirket det samme stadie, og at de derfor interagerer

Det var sådan, man i 1970’erne og 80’erne kortlagde de fire klassiske stadier som Sanders bruger i hans Cognitive energetic model.

Kapacitetsdrevne modeller

Kapacitetsdrevne modeller er ofte ressourcedrevne modeller, fordi de fokuserer på hvordan kognitive ressourcer allokeres (fordeles). De helt tidligere modeller opererede med at der var en enkelt energiressource som fungerede til hele det biologiske system. De lidt nyere kapacitetsdrevne modeller opererer med at der findes flere energiressourcer, eks en der hænger sammen med mentale ressourcer, og en der hænger sammen med kropslige (motoriske ressourcer)

De forskellige modeller er blevet brugt i forskningen omkring stress. Nogle af modellerne omkring stress har været rent biologiske, andre har været mere kognitive. I Sanders originale artikel gennemgår han de forskellige modeller for stress, disse modeller har baggrund i de modeller vi har gennemgået.